Stilhed

Tilbageholdt åndedræt
en svag rysten på hovedet
de ligger blomster på hendes bryst
danner cirkel om sengen
og små tåre sætter pletter på en trøje

Et Landskab

Gangen er øde og der hersker en sjælden formiddags ro.
Væggene står stille.
Saftevandet nærmer sig bunden af kanderne, og bollerne bliver langsomt tørrer og tørrer.
Der er ekko af skridt efter travle sko, usynlige mønstre i linoliummet.
Planterne står rodløse på deres faste pladser, de må ikke vandes.

Hun går ud af døren....

Hun går ud af døren, hendes øjne misser lidt imod den skarpe vintersol.
Det føles godt at være ude, udenfor låste døre, nøgler der rastler i bælter, og denne følelse af konstant
at blive overvåget.
Hun står stille med den lukkede dør bag sig.
Alligevel bange for at tage de første skridt ud i friheden.

Glæden over igen at mærke jorden under sine fødder er blandet med en spirrende angst over
at det måske kan gå galt igen.
Måske ender hun igen bagved den samme dør, møder de samme mennesker
med de samme skæbner.

F21

Du er ikke din diagnose.
De siger det hele tiden til mig; ”du er ikke din diagnose”.
Okay, så nej, jeg er ikke min diagnose.
Hvad er det så lige jeg er?

Jeg er et menneske med et bestemt sygdomsbillede/symptombillede
som kvalificere mig til at blive tildelt en bestemt kategori inden for det internationalt anerkendte diagnose system, ICD-10

De giver mig et bogstav.
De giver mig et tal.
De diagnosticere mig på baggrund af mine symptomer, ikke de underliggende årsager.

Så nogle gange er jeg en handicapplads
for amputerede drømme.
eller jeg er et traumecenter
for visnede følelser.
Jeg er fikseret, stigmatiseret, medicineret, diagnosticeret,
akkrediteret til at være postuleret,
behandlingsmæssigt introduceret,
akklimatiseret og reduceret.

Jeg er en F21 og eller en, både og,
med eller uden F60.3
ikke en svensk flyver, en amerikansk jager eller forspildt tresårig

Men jeg prøver ikke at præsentere mig sådan
Jeg prøver at være en borger
Jeg prøver at være en ven, en nyttig studerende, et normalt udseende
og socialt accepteret menneske

Glemmer

Jeg glemmer.

Jeg glemmer ikke almindelige ting,

Som at købe toiletpapir eller gulerødder.

Jeg glemmer ting, begivenheder, steder,

Oplevelser.

Jeg glemmer dagen i går

Og glemmer at se frem til den i morgen.

Jeg glemmer farven på dine øjne,

Men husker sangtekster fra det 19 århundrede

Jeg glemmer hvorfor jeg er her

Og ikke der

Jeg glemmer hvad jeg skal skrive

Glemmer at tegn kan indeholde ord og

Hvis bare jeg bruger de rigtige

Så bliver alt godt igen og det onde glemt

Hvis jeg altså ikke allerede har glemt det.