onsdag den 11. december 2013

Indgang

Indgangen til mine drømme er snørklet
Den snor sig vridende som en utæmmet slange

Indgangen til mine drømme er mørk
Den skjuler sig i dække af håbet
Håbet om engang at skulle åbnes
Ingen går ind af denne indgang
Men alting skulle gerne kunne komme ud af den.

fredag den 6. december 2013

Tilløb

Hvis du nu bare ville lægge dig tæt ind til mig
Hvis du nu bare ville holde om mig
Hvis du nu bare ville hviske mig i øret og kysse mig i nakken
Hvis du nu bare ville være
Hvis du nu bare ville
Hvis du nu bare
Hvis du nu
Hvis du
hvis

onsdag den 4. december 2013

Grill

Grill mig ikke med glødende ord
over et dødende bål
Jeg vil brændes i hede flammer
og varme omsluttende arme
Fordampe i en forløsende udånding
og nedkøles i en fælles drøm,
på kølige sommerlagner

onsdag den 12. juni 2013

Udsalg


Jeg giver ikke køb på mine følelser
Jeg nægter at lægge mine ord på køl
Og der er aldrig mængderabat
På mine holdninger

Jeg adlyder ingen varedeklarationer
Og kan ikke rummes i en stregkode
Jeg springer kundesegmentet
I luften
Sammen med smagsprøverne.
Prøverummene
Rummeterene af konservativ konserves
Kønnenes konsekvente kontrollerede
Opdelinger i snorlige rækker
Med salgsfælder på hver eneste hylde
I kulørte farver
Forklædt som livsnødvendigheder
Køb os og bliv lykkelig!
Køb os og bliv fri!
Køb os og få en fremtid!
Køb os!
Køb, køb, køb
Køb

Men

Lyt ikke til muzakken
Lyt ikke til betalingskortets BIP!
Eller reklamernes snakken

For retfærdighed har ingen sidste holdbarhedsdato
Og sandheden har aldrig været salgbar
Tilbudene lover tilfredshed
Med tilværelsen
Men efterlader kun et tyngende tomrum

Et usynligt vakuum
Imellem
Dig og Mig

fredag den 26. april 2013

Glasklar

Verdenen i en dråbe
Lyset spiller i støvet
Hvivles op af tankefragmenter
Klar som røg fordufter argumentationerne
Vandspejlet samler sig
Viser en forvrængning af et gammelt jeg
Dråben mister sit tag
Smadres imod gulvet
En tsunami breder sig
Råbene krænges ud
Lander med et nyt liv i hænderne

onsdag den 10. april 2013

Knirk


Han vipper med sin storetå
Samler støv i gamle fotoalbums
Ser livet igennem hullerne i den hjemmestrikkede sweater
Hver ting til sin tid tikker uret på væggen
Mens foden holder styr på retningen

tirsdag den 19. marts 2013

Om at vente


Min fantasi løber rundt i fantastisk forventning
Glæder mig til at hilse på dig for første gang
Til at du får hilst på verden og den på dig
Jeg tomler med tankerne og trækker på troen
Om at det bliver et forunderligt møde

fredag den 8. marts 2013

En lykkelig mand


Doom3, World of Warcraft, Taken
Og taget bajere ud af køleren
Kører på 5 gear igennem stuen
Og støver alt til i en testosteron tornado
Tester følelserne af på fjernbetjeningen

Imens står hendes mand i køkkenet
Og kaster kærligheden over det smukke syn
Siddende i sofaen
Synlig er lidenskaben imellem dem
Da han holder om hende
Og hvirvles ind i et nyt eventyr

torsdag den 14. februar 2013

Et Vinterlandskab

 Udenfor hyler vinden som isbjørne
De hvirvles rundt og rammer med bløde klask mine ruder
Træerne står livløse som fotomodellerne i damebladene
De fremviser hver sin vinterfrakke i designerhvidt
I mit kvarter har krystallerne mange farver
Men ikke alle smager lige godt
For ivrige børnetunger

lørdag den 26. januar 2013

Flænge


Der er intet lyserødt billede
Andet end det din adrenalin selv har malet
Der er intet glamourøst baggrundstæppe
Andet end det dine glædestårer selv har spundet

Dit underliv går i kramper, uden en eneste sygdom
Din vejrtrækning er hektisk, uden en eneste bevægelse
Du kæmper uden at have nogen fjender
Du er alene i et symbiotisk fællesskab
Din krop rives i stykker, hudlag flås fra hinanden, negle borer sig ind i kød
og tænder skærer imod tænder
indtil han ligger skrigende i dine arme
blå og bleg og blottet
blodig
og begærligt bruger han sine lunger for første gang

fredag den 11. januar 2013

Fyrværkeri


Røde papirer
Fix og færdig
De gales kode
F20, DPC, afd. 52.3
FADL og flydende
Realitetssans
Moderat tankefradrag
Spredning af privat logik
Logger af med vrang og ret forestillinger
Selvhenførende neologismer
Leder væk fra sprogfattigdommen
ECT
ICD
BMI
Bedre tvang
Beundre normaliteterne
Under en ambivalent skærmning
Anført af positive hallucinationer
Urokkelige bælte sanktioner
Og benzo administrationer

Virkelighedens symptomer er læderet
Der er dekompensering i habitualtilstanden
Og tidens farlighedskriterium er seponeret
Tilbage står produktive normer
Med svære epikriser
I et etisk ekko