En historie om venskab

 Bålet knitrede og flammerne hypnotiserede deres blikke. Hun tog sig selv i endnu en gang at lægge mere brænde på, ikke store stykker, men kun de mindre pinde som hurtigt fængede og skabte mere lys imellem dem. Hun vidste mere om hende end de fleste gjorde. De havde delt tanker og følelser i et par år nu, og de havde delt langt flere ord på den tid end andre ville have gjort.

Brændet spruttede og sydede, det var vist ikke helt tørt, men det betød ikke det store.

Hun tog gitaren frem, spillede et par løse strofer før hun begynde på de spæde toner til en sang de begge kendte. Mange sange havde de til fælles, hørt ved andre bål, ved vuggen eller på gaden. Sange om håb og længsler, bindende sange som de begge holde af og som fyldte dem med vemod, glæde, eller gejst. Som gløderne i bålet skinnede frem blev deres sange mere intime, deres ord fik mere fylde og blev færre.

De delte mange ting sammen, men dette var nu det mest magiske, denne stilhed som de kunne dele helt i ro omkring et varmt bål som nærmest havde en helbredende virkning på deres indre kaos. De delte denne ro, selvom deres kaos var vidt forskellige.

Frit Fald

 I en søvnlignende tilstand af diagnosefri narkose

bliver kødet revet bort kun for at erstattes af tomhed.

Pulsen sænkes og bliver til en ensom summen

som en hidsig myg i et alt for lille rum.

Her ligger jeg kastet bort fra fællesskabet, kasseret, returneret

til en sørgelig forfatning af hensunken grublen.

Var det mig der mistede grebet eller blev grebet mistet om mig?

I et frit fald synker jeg igennem lag af sanseløshed.

Tanker bliver til ordløse malerier på min indre palet.

Kun tiden kan udfri min længsel og erstatte denne uudholdelige meningsløshed.