Tunnelnet

Og hvis nu alle tunnelerne var spærret
og hvis nu vi boede i en celle af glas
hvis nu alles øjne var lukkede
kortet var forsvundet og murene revet ned.
Hvis nu det var mig som var det røde x
men der ikke var nogen i informationen til at bestemme retningen
hvis nu vejene ikke førte til nogen lysning, ville du så stadig følge dem?
og hvis nu det ikke var for at være på tværs
selvom der er mange veje som er det.
Hvis nu vi bare turde tage springet, sparket, slaget,
samtalen som døde i svinget og blev erstattet af stirrende tavshed.
Hvis nu vi turde hæve blikket
få overblikket
bare i øjeblikket
for at vi ku se bagved ordene og tyde sporene og alt det andet pis!
På en frostklar forårsdag hvor jeg ville give hvad som helst for at sidde i en skovbund
og skide jer et, ikke for stykkets skyld.
Det er ikke stykket som fejler noget.
Det er rollerne som er forkerte
det er rullet med tungen når du spørger mig
"hvordan har du det?"
og jeg får lyst til at svarer dig med knust glas og lyden af hud som flænses op
muskler som blotlægges og runger ud i lokalet
"hvordan tror du selv jeg har det!"
Og hvis jeg nu troede på noget
ville det så blive mere værd
ville tiden blive mere rund
og fører tilbage til begyndelsen
ville vi ku se på det hele med nye øjne
eller blot grave os ned i de samme tunneler. En. Gang. Til.
Og hvis vi nu sad dernede i mørket
ville du så turde se på mig
ville du træde igennem det skæve smil og herover ironien til du står foran ingenting
som giver svar
ingenting
For hvis nu logikken pludselig blev taget fra dig
og lortet ikke ku springes op, smadres, eksplodere, transcenderes
Hvem ville så sidde tilbage med spørgsmålene
Hvem ville så sidde med alle vejene igennem andres viljer
og følge linierne, uden lys
kun for at håbe på klarhed
Klarhed på den anden side af kortet.

Brikkerne

Der er ikke noget galt med min familie.
Der er ikke noget galt med min familie.
De passer bare ligesom ikke ind,
passer ind her
eller jeg passer ikke ind
jeg passer ud.
Jeg passer på.

som en pudslespilsæske med to forskellige spil i,
og jeg hører bare ikke til i det spil med prikkerne på bagsiden.
Jeg passer ikke ind i efterårsfarver, idyllisk skovsø, legende børn,
og erimitagesletten i baggrunden.
Himmelen er for lys og kanterne er altid for bløde.

Men der er ikke noget galt.

Der er ikke noget galt med min familie.
Der er ingen dysfunktionelle, alkoholiserede, taburiserede,
understimulerede familiemedlemmer.... nej da!
Men ... men der er bare en brik
som ikke passer ind, passer på, holder orden, holder sammen.

En uhomoganiseret, upastoriseret,
homo, hippie, punk unge
som ikke engang er særlig ung længere.
En post 69ér, som 68érne har opgivet at forstå,
som forståelsen mangler
ligesom hjørnebrikken i farmors gamle pudslespil.

Der er intet mere irriterende
end at finde ud af det til aller sidst
når man har samlet HTH køkkenet,
Ikea stuen og samtale badeværelset.

og alle kan se det,
at der mangler en brik.
Der er kun en siluettes tomrum
mod resten af denne flade papverden
vores idylliske 3-2-1 dimentionelle tilfredshedsgarenterede tilværelse.

Altid denne forventning om at spillet
ser ud so billedet på æsken.
Et hemmeligt løfte om harmoni og samspil.
Men de brikker som jeg finder ligger altid på et tag, i en tagrende, rendt væk
fra sammenhængen.
Den klistrede masse
vi så sædvanligt som ingenting
benævner familien.
Som en sammenfiltret, dampende klump overkogt spaghetti
og der er ingen som kan se enderne
eller de individuelle spor.
Melfarvet pudslespil
med tilfældigt placerede kødboller,
som enhver families samlingspunkt.
og jeg spiser, selvom jeg ikke behøver det.
Jeg drikker selvom jeg ikke er tørstig.
Når du siger godmorgen, slår min automatik til, min gode opdragelse,
for jeg har fået en opdragelse.
med bordskik og give hånden, give en hånd med.
Jeg er poleret på ydersiden,
hvis jeg tog dit tøj på ville jeg ligne en af de andre i mængden af masse produceret tøj med
matchende personlighed.
Jeg drikker kogt vand og besvarer spørgsmål på
om jeg er vegetar, veganer eller budhist.
Men jeg kan bare godt lide kogt vand om morgenen
kan godt lide smagen af ingenting.