Tunnelnet

Og hvis nu alle tunnelerne var spærret
og hvis nu vi boede i en celle af glas
hvis nu alles øjne var lukkede
kortet var forsvundet og murene revet ned.
Hvis nu det var mig som var det røde x
men der ikke var nogen i informationen til at bestemme retningen
hvis nu vejene ikke førte til nogen lysning, ville du så stadig følge dem?
og hvis nu det ikke var for at være på tværs
selvom der er mange veje som er det.
Hvis nu vi bare turde tage springet, sparket, slaget,
samtalen som døde i svinget og blev erstattet af stirrende tavshed.
Hvis nu vi turde hæve blikket
få overblikket
bare i øjeblikket
for at vi ku se bagved ordene og tyde sporene og alt det andet pis!
På en frostklar forårsdag hvor jeg ville give hvad som helst for at sidde i en skovbund
og skide jer et, ikke for stykkets skyld.
Det er ikke stykket som fejler noget.
Det er rollerne som er forkerte
det er rullet med tungen når du spørger mig
"hvordan har du det?"
og jeg får lyst til at svarer dig med knust glas og lyden af hud som flænses op
muskler som blotlægges og runger ud i lokalet
"hvordan tror du selv jeg har det!"
Og hvis jeg nu troede på noget
ville det så blive mere værd
ville tiden blive mere rund
og fører tilbage til begyndelsen
ville vi ku se på det hele med nye øjne
eller blot grave os ned i de samme tunneler. En. Gang. Til.
Og hvis vi nu sad dernede i mørket
ville du så turde se på mig
ville du træde igennem det skæve smil og herover ironien til du står foran ingenting
som giver svar
ingenting
For hvis nu logikken pludselig blev taget fra dig
og lortet ikke ku springes op, smadres, eksplodere, transcenderes
Hvem ville så sidde tilbage med spørgsmålene
Hvem ville så sidde med alle vejene igennem andres viljer
og følge linierne, uden lys
kun for at håbe på klarhed
Klarhed på den anden side af kortet.