Skæve Rytmer

 Hårde såler imod linoleumet

En nøgle rasler i låsen

Saftevandet rammer bunden af et plastikbæger

Puslespilsbrikkerne klikkes på plads i tavshed

Klokken ringer i nærværslampen

Indenfor dæmpes råbene under kemiske dyner

Udenfor skriger fuglene

Den nye tid

Byen brænder

Bjergene brænder

Brystet brænder

Havet brænder

Horisonten brænder

Ørkenen brænder

Ørnen brænder

Teltene brænder

Teselskabet brænder

Våbenhandlerne brænder

Visionerne brænder

Mødrene brænder

Medierne brænder

Samhørigheden brænder

Sammenholdet brænder

Farverne brænder

Flaget brænder

Holdningerne brænder

Hovederne brænder

Af lidenskab

Af længsel

Af frygt

Af mistro og kærlighed

Af håb og håbløshed

Af had og handlekraft

Af dig og mig og folket

Frustrationerne og forførerne

Og fire år til

Wise Words 2

we seek a lower standart of living
for a higher quality of life

Wise Words

Co-exsistance
          or
No-exsistance

På bare tæer

Brostenenes ru flader kærtegner

Hendes skrøbelige såler snakker

Over et dunkende lydsystem.

Lige om lidt

Bliver et minde mistet i en tanketåge.

Kan en gåde gemme sig i et barnesind

Kan en drøm drukne i en ønskebrønd

Går en galning vild i et fantasilandskab

Printslave

Hun er en printslave

Blækklatterne bestemmer hendes retning

Fint sort pulver dækker hendes hår og skuldre

Hun er uden indflydelse på tal og nummer

Ordrerne bliver gøet til hende i et rasende tempo

Ordene sidder fast i toneren og forhindrer samspil

Sætter bogstaver fast på papiret, pappet,

Påstandene ovenpå hinanden

Hun er en printslave

Gensyn

Jeg kan se havet i dine øjne

Salte dråber rammer din kind

med sugekopper har jeg omfavnet dig og giver aldrig slip

Igen

Og igen hvisker du

Jeg forlader dig aldrig

Igen

Og igen bekræfter jeg

Min kærlighed

Bløde Led

Bløde led og hårde knogler

Kød der raseres

Sener der snores ind

Omkring pulserende blodåre

Struben skriger

Muskler skriger

Hjertet skriger

De løbende ben

 Luften hives ned i hendes lunger, som tordenskyer under regn

Hun kæmper med musklerne, prøver at finde en balance imellem aktion og reaktion

Fibrene vil ikke rigtig mødes, nervebanerne skriger på flugt

men flygte kan hun ikke

Mellemgulvet ligger blødende foran hendes fødder

Hun forsøger at få kontakt med sin højre fod

Øjner et lyspunkt i et sideblik

Hvis bare krampen ville krappe af

Langsomt går receptorerne i gang med en tango

Adrenalinen flyver ud igennem tæerne

De sejlivede sener ser sit snit

til at strækker sig snorlige og sindrigt på geled.

Lemmerne bliver prikket til live

Som rust hamres blodpladerne på plads

Bevægelsen tager sin form

Springer ud i spiraler og cirkler

Sufi ordsprog

Gud respekterer os, når vi arbejder, men elsker os, når vi danser.

POETRY

THE POINTS ARE NOT THE POINT - THE POINT IS POETRY

Ud af sengen

Jeg pisker mig selv i søvn

Uroligt ventende på en hvile som aldrig kommer

på en ro som i forvejen er dømt ude

på en gentagelse af forrige nat

Jeg er doven, dvask og dårlig til dårskab

Dansende drømme dukker op og får dagen til at forsvinde

ruller mig langsomt ud af sengen

glidende ind i døgnet

Fra den øde ø

 Fra min øde ø kastes tanker ud som fiskenet

Jeg skuler ud over en verden af tålmodighed

Balancerer imellem tilstand og stilstand

Hvor urolige oprør nedkøles i kildevand

Fra min øde ø griber jeg ud efter tankestrømme

Hjælpeløst strandet i et timeglas af ord

Mens sindet flagrer i vinden

Indsamler resterne af gårsdagens observationer

Fra min øde ø rækker jeg efter ranker af grønne flasker

Sender en flaskepost påstemplet lykkevej

Efter mit forliste håb, om tro og kærlighed

Jeg drukner i et alt forskønnet savn

Fra min øde ø øsler jeg tiden bort

Sammenkrympet, sammensunket,

sammensat af sammensurlige samlinger

jeg samler på henkogte nederlag

Englen i stuen

Stille blev der mellem møblerne

Stilstand imellem lamperne

Stilhed imellem folkene

Al denne stilhed kun for hans skyld

Nu var han endelig kommet

Fuglene sang ikke

Urene holdt op med at slå

Hans tilstedeværelse fyldte alt ud

Og udviskede de glemte spor

Bundløs Hvile

 ligger hvileløst hen

fire vægge danser tango

loftet synger sopran

ligger hvileløst hen

spændt fast til en seng

som mest af alt vil

danse salsa

ligger ligger ligger

hvileløst

hensunken inden i

bundløs hvile

Du kan ikke

 Du kan ikke fange solens stråler

I et net af løgne

Dine øjne er blinde

For farverne i søens vand

Du kan ikke løbe

Fra livet i angst

Dine arme er mættet

Af sveden på din pande

Du kan ikke gribe

Et følelseshav i oprør

Dine ben er kraftløse

Frosne til is

Du kan ikke springe

Over ambitionerne

Dine hænder er fulde

Af sanseløs smerte

En historie om venskab

 Bålet knitrede og flammerne hypnotiserede deres blikke. Hun tog sig selv i endnu en gang at lægge mere brænde på, ikke store stykker, men kun de mindre pinde som hurtigt fængede og skabte mere lys imellem dem. Hun vidste mere om hende end de fleste gjorde. De havde delt tanker og følelser i et par år nu, og de havde delt langt flere ord på den tid end andre ville have gjort.

Brændet spruttede og sydede, det var vist ikke helt tørt, men det betød ikke det store.

Hun tog gitaren frem, spillede et par løse strofer før hun begynde på de spæde toner til en sang de begge kendte. Mange sange havde de til fælles, hørt ved andre bål, ved vuggen eller på gaden. Sange om håb og længsler, bindende sange som de begge holde af og som fyldte dem med vemod, glæde, eller gejst. Som gløderne i bålet skinnede frem blev deres sange mere intime, deres ord fik mere fylde og blev færre.

De delte mange ting sammen, men dette var nu det mest magiske, denne stilhed som de kunne dele helt i ro omkring et varmt bål som nærmest havde en helbredende virkning på deres indre kaos. De delte denne ro, selvom deres kaos var vidt forskellige.

Frit Fald

 I en søvnlignende tilstand af diagnosefri narkose

bliver kødet revet bort kun for at erstattes af tomhed.

Pulsen sænkes og bliver til en ensom summen

som en hidsig myg i et alt for lille rum.

Her ligger jeg kastet bort fra fællesskabet, kasseret, returneret

til en sørgelig forfatning af hensunken grublen.

Var det mig der mistede grebet eller blev grebet mistet om mig?

I et frit fald synker jeg igennem lag af sanseløshed.

Tanker bliver til ordløse malerier på min indre palet.

Kun tiden kan udfri min længsel og erstatte denne uudholdelige meningsløshed.

Dansende Brikker

Brikker der danser foran mit ansigt, som flækker fra landskabet. De daler ned med deres krakelerede billeder på den ene side og den evindeligt mørkeblå farve på den anden. 500 stk. 1000, 1500, eller 2500 ligger de normalt pænt i æsken, men lige nu danser de.

Jeg har set dem alle steder, på samtlige de afdelinger hvor jeg har været indlagt har de været der. Puslespilsbrikkerne.

Om der har været en åben eller lukket afdeling har været ligegyldigt, de har altid været der.

De har været der i en sådan grad at jeg i dag ikke kan se på et puslespil uden at tænke på en psykiatrisk afdeling, og det mest komiske er at det jeg husker bedste er dem fra personalet som sad og kunne bruge timer på at lægge dem, og de måtte have brugt mange timer på at øve sig, for de var helt vildt gode.

Nuttede billeder af sukkersøde tigerunger og alskens blomstrede landskaber, jeg har oplevet det hele og meget mere, men hvorfor?

Hvorfor er det at man ikke kan blive fri for disse brikker og deres konforme mønstre?

Er der en særlig grund til at nogen i systemet tænker at puslespil da må være den helt perfekte beskæftigelse for psykiatriske patienter? Patienter eller mennesker som for en stor dels vedkommende venter, venter på behandling, venter på at medicinen skal virke eller blot venter på svar.

Hårde ord til vores psykiatriske afdelinger måske... men hvem kom på puslespillene og hvorfor har de udbredt sig i en sådan grad at det er til at få forfølgelses panoia af?

Springet

 Hun hoppede ud foran ingenting

Hun hoppede, men ku egentlig

Ligeså godt ha stået stille

Hun dalede rundt i et skyhav af optrukket asfaldt

Hun løb foran bølgen af lufttrykket

Hun dansede på kanten af glasskårene

Hun hoppede ud foran ingenting.