Brikker der danser foran mit ansigt, som flækker fra landskabet. De daler ned med deres krakelerede billeder på den ene side og den evindeligt mørkeblå farve på den anden. 500 stk. 1000, 1500, eller 2500 ligger de normalt pænt i æsken, men lige nu danser de.
Jeg har set dem alle steder, på samtlige de afdelinger hvor jeg har været indlagt har de været der. Puslespilsbrikkerne.
Om der har været en åben eller lukket afdeling har været ligegyldigt, de har altid været der.
De har været der i en sådan grad at jeg i dag ikke kan se på et puslespil uden at tænke på en psykiatrisk afdeling, og det mest komiske er at det jeg husker bedste er dem fra personalet som sad og kunne bruge timer på at lægge dem, og de måtte have brugt mange timer på at øve sig, for de var helt vildt gode.
Nuttede billeder af sukkersøde tigerunger og alskens blomstrede landskaber, jeg har oplevet det hele og meget mere, men hvorfor?
Hvorfor er det at man ikke kan blive fri for disse brikker og deres konforme mønstre?
Er der en særlig grund til at nogen i systemet tænker at puslespil da må være den helt perfekte beskæftigelse for psykiatriske patienter? Patienter eller mennesker som for en stor dels vedkommende venter, venter på behandling, venter på at medicinen skal virke eller blot venter på svar.
Hårde ord til vores psykiatriske afdelinger måske... men hvem kom på puslespillene og hvorfor har de udbredt sig i en sådan grad at det er til at få forfølgelses panoia af?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar